Du kan, hvad du vil

Jeg har pakket nærmest alt! Tre slags sko, islænderen, regntøj, sengetøj, strikketøj, mandler, chokolade og drikkedunk. Det bliver en lang dag, og hvem ved, hvad dagen og vejret har af planer for os. Deltagelse i efterårsemneugen på Hørby er ligeså nyt og ugeprogrammets indhold næsten ligeså ukendt for mig som for eleverne.

Jeg er ny kollega og eneste repræsentant fra det team, hvori jeg de seneste tre uger har bevæget mig fra periferien ind i en reel kollegial relation. Emneugen er for mig ligesom for eleverne en mulighed for at kaste sig ud på dybt vand, følge med strømmen, have tillid og skabe nye relationer. For mig er det også en mulighed for at se, hvad eleverne er lavet af, at se dem presse sig selv, være pressede, opnå succes eller ikke, præstere mentalt, socialt og fysisk. Jeg er vild med emneugens tema, og jeg er vild med, at eleverne kan opnå succes på så mange parametre. Jeg er spændt. Det skal nok blive godt!

Emneugen lagde hårdt og selvsikkert ud med en 1/4 eller 1/8 ironman. Planen med mig havde været deltagelse i den korte distance, og ærgrelsen over ikke at kunne deltage på grund af skader blev ikke mindre i løbet af dagen. Det var både fantastisk og motiverende at opleve eleverne yde over egen forventning og give den alt, hvad de havde.

Vejret var i udgangspunktet super til løb. Vi fik dog en del meldinger om genstridig modvind på cykelrutens sidste etape. Jesper Ejnar og Helle Krogsgaard satte som forventet et godt eksempel med fremragende præstationer, og på trods af skader og heftige krampeanfald havde eleverne den højeste gennemførelsesprocent nogensinde. Dagen bød desuden på et førsteklasses eksempel på godt kammeratskab, da en af eleverne – efter selv at være kommet i mål – tog sin cykel og fulgte sin udmattede kammerat det sidste stykke til mål. Sådan!

Dag 2 bød på 12-12: En udfordring i udholdenhed og opfindsomhed både intellektuelt, fysisk og emotionelt. Jeg var ikke med helt til slut, men otte timer henne i 12-12 oplevede jeg, at humøret blandt eleverne var overraskende højt og konfliktniveauet lavt. Den største overraskelse var den generelt afslappede indstilling til kryb. Jeg funderer over sammenhængen mellem det at være sulten, træt og generelt lidt presset og den aktivistiske tilgang til indsamlingen af kryb. Seje, det var eleverne i hvert fald.

Torsdag flyttede vi os ud i det blå. Jeg stod ved næstsidste post, og eleverne var godt trætte, da de mødte os i mørket. Jeg havde fået fornøjelsen af fire fantastiske hjælpere, som excellerede i at tage godt imod og bakke op om de trætte kammerater. Og jeg må indrømme, at dagens højdepunkt var at sidde klemt sammen fem mennesker i en lille VW UP og se, hvordan frygten for at blive skræmt af Jesper Ejner voksede i takt med mørket. Kun fem minutter med Gurli Gris kunne dæmpe panikken.

Ugens absolutte højdepunkt kom dog fredag til evalueringen, hvor en elev, der ellers havde givet de fleste elever indtryk af at være lidt af en rod, fik de mest rosende tilkendegivelser fra sin gruppe. Alle skulle have lov at opleve det, han oplevede lige der. Han blev så glad.

Ugens absolut største grin må siges at være de filmede scener af elevernes reaktion på at skulle sluge rå æg og andet godt. Og så var det dejligt at opleve en masse trætte, udmattede men gennemglade elever modtage de velfortjente diplomer. Jeg håber, at eleverne tager med sig, at de har, hvad der skal til, når det gælder!