Andre valgfag

Drømmer du om at blive journalist? Er du vild med tal? Måske elsker du at male? Så skal du vælge vores andre valgfag - her får du masser af erfaring og sjove oplevelser.

Vores andre valgfag tilbyder vi med en eller to ugentlige lektioner.

Valgfag uden prøve

Begynderspansk

Hola! ¿Hablas español? På Hørby Efterskole kan du få mulighed for at stifte bekendtskab med spansk – som begyndersprog. Vi skal sammen afprøve, lege, kaste os ud på dybt vand og dermed stille og roligt arbejde sproget ind under huden – vi starter altså fra bunden og bygger gradvist ovenpå. Du kan derfor være med på holdet, selvom du ingen sproglige forudsætninger har. Du skal dog have en interesse for sproget samt have lyst til at lære noget nyt. Derudover kan det være relevant for dig, hvis du påtænker at have spansk, når du kommer i gang med din ungdomsuddannelse, da du i løbet af dette valgfag vil få mange grundlæggende ting på plads.

Spansk er officielt sprog i 20 lande i verden, og er derfor det næstmest talte sprog i verden.

Faget tilbydes med 1 time om ugen.
 

Mediefag

Kom og vær en del af en redaktion, med en virkelig deadline. HØRBY-redaktionen har en konkret opgave med at formidle skoleåret i ord og billeder. Vores primære ”sendeflade” er Facebook. YouTube og andre medier bliver også inddraget.

Redaktionen har tre afdelinger:

  • Levende billeder - små filmproduktioner
  • Journalistik – det skrevne ord
  • Fotos/tegninger – billedekomposition og kommunikation

Vi udfordrer hinanden med at formidle vores efterskole-hverdag i ord og billeder, og vi skal være hinandens bedste og ”værste” anmeldere.

Formålet er at øge forståelse og interesse for kommunikation og dygtiggøre sig indenfor områderne.

  • Styrke kommunikation i redaktionen, både interne og eksterne – give og modtage konstruktiv kritik
  • Tænke modtagerrettet og mediebevidst
  • Layout bevidsthed 
  • Underlægningsmusikkens univers
  • Beskæring og andre tekniske virkemidler

Vi kan tilbyde dig faget 2 lektioner om ugen.

 

Hit eller fallit

'Kontant betaling er vejen til velstand'. Hit eller fallit er til dig, som vil styrkes i at begå dig i 'den økonomiske jungle'. I faget vil du arbejde med, og forholde dig til din nuværende økonomi, men også de økonomiske valg og udfordringer, som vil komme indenfor de næste få år.

Du er selv med til at bestemme, hvilke privatøkonomiske emner som skal tages op. Eksempler på emner kan være: køb på afbetaling, lån, skat og budget. Faget vil give dig en kickstart til en uddannelse inden for eksempelvis handel og kontor. Der tales om, at et sådant fag fremover bør gøres obligatorisk i folkeskolen, og hvis du synes, at det er en god idé, så grib chancen og vælg det!

Faget tilbydes som halvårsfag fra skolestart med 1 lektion om ugen.

 

Billedkunst

For dig, der vil fordybe dig i kunstens farverige verden, vil udfordre dig selv og arbejde med dine kreative områder.
Vi går sammen fra ide –  skitse – produkt og udfordres i forskellige temaer og områder, som vi sammen vælger.
I årets løb bliver du præsenteret for: forskellige kunstretninger, at arbejde med forskellige materialer (papir, farver, lærred, ståltråd, beton, glas mm).

Vi kan tilbyde dig faget 2 lektioner om ugen.

 

Psykologi

I faget psykologi vil vi arbejde med forskellige psykologiske retninger og temaer.

Psykologi er for dig, der interesserer dig for, hvorfor vi mennesker er og agerer som vi gør, og hvilke forskellige psykologiske retninger, der findes, og hvordan disse påvirker forståelsen af mennesket. Vi vil bl.a. arbejde med adfærdspsykologi, personlighedspsykologi, socialpsykologi, udviklingspsykologi, kognition og læring. Hvad er f.eks. ondskab? Hvorfor udfører nogle mennesker onde handlinger? Hvilke faktorer spiller ind på menneskets identitet og reaktionsmønstre i både rolige og pressede situationer? Hvordan kan vi forudsige en reaktion? Og hvorfor er vi mere tilbøjelige til at udvise empati, når vi ser et andet menneske i øjnene? Spørgsmålene er mange, og alt dette, samt meget mere, vil vi sammen blive klogere på i faget psykologi.

Faget tilbydes med 1 time om ugen.
 

Kok Amok

Tilbuddet til dig, der elsker at lave mad eller ønsker at blive dygtigere indenfor madlavningskunsten. Kok amok er et praktisk og kreativt fag, hvor vi laver mad fra bunden og udfordrer vores smagsløg.

I faget får du bl.a. mulighed for at:

  • Sammensætte, tilberede og anrette måltider til forskellige lejligheder, fx Mortens aften og julefrokost.
  • Planlægge og tilberede varieret, indbydende og velsmagende mad.
  • Eksperimentere med råvaresammensætning og smagsgivere.
  • Opleve fællesskabet og samarbejdet med andre i planlægningen og tilberedningen af maden.

Du opfordres til at bidrage med egne opskrifter og kreativitet i faget.

Vi kan tilbyde dig faget 2 lektioner om ugen.

 

Se mere

Valgfag med prøve

Få papir på din viden

På Hørby tilbyder vi også nogle valgfag, som indeholder en prøve. Du kan tage disse fag og afslutte med prøve:

Cambridge English B2 First

Fysik (10. klasse)

Tysk

Læs mere om valgfagene med prøve her

Test dig selv

Bliv klogere på, hvordan du lærer bedst – det tager kun tre minutter.

Start test

Bestil brochure

Er du interesseret i Hørby Efterskole, sender vi dig gerne mere information.

Bestil her

Besøg os

Tag dine forældre med og besøg skolen. Vi holder ofte Åbent Hus.

Begynd her